Træ - modul 2: Hugning af tømmer
Tilhugning af tømmer med økse
Træets anatomi, øksens rytme og håndens arbejde
Dette modul er et 2-dages praksisforløb i tilhugning af tømmer med økse. Håndværket er i dag sjældent, men rummer en grundlæggende viden om træ som byggemateriale, om værktøjets funktion og om menneskets arbejde med materialer gennem hånd, krop og gentagelse.
Arbejdet
Deltagerne arbejder med hele processen, fra rå stamme til et stykke firkantet tømmer
-
at læse og vurdere stammen
-
at opmærke tømmeret
-
at forhugge og fladehugge sider og flader
-
at vælge og bruge det rette værktøj til de enkelte arbejdstrin
-
at styre arbejdet gennem kropsstilling, rytme og gentagelse
-
at erfare træets spændinger, modstand og samarbejdsvilje
Der lægges vægt på at arbejde roligt og præcist, og på at lade materialet vise vejen. Hvert stykke træ er forskelligt, og arbejdet kræver nærvær og justering undervejs.
Det, du tager med dig
Gennem det praktiske arbejde opnår deltagerne:
-
en grundlæggende forståelse for træets anatomi og egenskaber
-
erfaring med forhugning og fladehugning af tømmer
-
indsigt i hvordan værktøj, krop og materiale arbejder sammen
-
en fornemmelse for rytme, tempo og gentagelse
-
respekt for håndværkets langsomme læring
Der arbejdes både med teknik og med dømmekraft, hvornår man kan tage mere, og hvornår man skal lade være.
Værktøjet
Vi arbejder med forskellige typer økser og deres anvendelse, herunder skovøkse, tilhugningsøkse og bredbil.
Undervejs gives der indblik i værktøjets tradition, form og vedligehold, og i hvorfor værktøjets udformning har betydning for arbejdet.
Materialet i centrum
På Skolegaarden Handar formidler vi viden med udgangspunkt i praksis, med materialet og håndværket. Forståelsen for træ som byggemateriale opbygges på dette modul gennem en bearbejdning af rå stammer fra skoven med simpelt håndværktøj.
-
Træets fibre bestemmer huggeretning og slag
-
Træets indre spændinger og struktur bliver tydelige under forhugning og fladehugning
-
Arbejdets kvalitet afhænger af, om værktøjets bevægelse er tilpasset materialet
-
Samspillet mellem hånd, værktøj og materiale har afgørende betydning for præcision og resultatet
Arbejdet kræver håndelag, som opbygges over tid og giver kontrol over træet gennem stabile, gentagne hug med en passende dosering af kraft.
Program
Torsdag (dag 1):
Vi starter kl. 9.00 og slutter 16.30 Efter en kort velkomst og introduktion begynder i praksis. Der indledes med en fælles forevisning af tilhugning af tømmer fra rå stamme til flade. Herefter arbejder deltagerne selv med forhugning og fladehugning. Undervisningen tilpasses løbende, så både begyndere og mere erfarne kan arbejde fordybet.
Fredag (dag 2):
Vi starter kl. 8.30 og slutter kl. 16.00 Vi fortsætter arbejdet fra dag 1 med fokus på forfining, præcision og aflæsning af materialet. Over middag samles forløbet med oplæg om tømmerhugningens historie, økser og håndhugget tømmer i byggeri, som en ramme om det arbejde, deltagerne selv har udført.
Der bliver tid undervej til at stoppe op og i plenum drøfte elementer og detaljer om den praksis vi arbejder med.
Praktisk
Kurset er åbent for både begyndere og let øvede. Medbring eget værktøj, hvis du ikke har det nødvendigt værktøj, har vi værktøj som kan stilles til rådighed.
Arbejdet foregår udendørs og kræver, at man kan deltage i fysisk arbejde.
Kurset er med forplejning fra torsdag middag, til og med frokost fredag.
Man finder selv overnatning. Det er muligt at overnatte på Handar, forholdene er lidt rustikke, vi har begrænset overnatningspladser, det er også muligt at overnatte i telt, bil eller lig.
Sikkerhed i arbejdet med økse er en del af forløbet. Kurset foregår under eget ansvar, vi anbefaler at du har en ulykkesforsikring. Med din tilmelding accepterer du disse vilkår.
Betaling
Dette undervisningsmodul er udviklet med økonomisk støtte fra Boligfonden Kuben.
Deltagerbetalingen er er symbolsk og en garanti for fremmøde. Efter undervisningen på Handar vil du modtage et spørgeskema, hvor du giver feedback og reflektioner på det gennemførte forløb.
Der bliver oprettet venteliste, d. 22. januar bliver der sendt deltagerbrev ud, med forskellige oplysninger forud for kurset, har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte os på mail: mikael@handar.dk
Boligfonden Kuben
Information om arrangementet
Dato og tid Torsdag d. 29. januar 2026 kl. 09:00 til fredag d. 30. januar 2026 kl. 16:00
Tilmeldingsfrist Torsdag d. 29. januar 2026 kl. 09:00
Sted
Skolegaarden Handar
Revnvej 34
8500 Grenå
Arrangør
HANDAR
Tlf. +45 22182682
mikael@handar.dk
Denne side er lavet med NemTilmeld
Tilmelding til dette arrangement bliver håndteret med NemTilmeld.
Hvis du selv holder arrangementer, kan du prøve NemTilmeld's tilmeldingssystem for 0 kr. til dit næste arrangement.
PS: Reklamen bliver vist, fordi dette er en sponsoreret konto hos NemTilmeld.
Indlæser